Træningsprogrammer

Den årsplan, som vores træningsprogrammer er baseret på, er inddelt i to overordnede perioder, en efterårssæson og en forårssæson. Årsplanen kører på ugentlig basis, så indholdet i træningsprogrammerne varieres fra uge til uge. Nedenfor ses årsplanen for 2017, for U6-U7, U8-U9, U10-U11 og U12-U13. Der er to programmer i hver fil.

Der arbejdes primært med tekniske træningstemaer, da det er meget vigtigt for spillere at forbedre deres tekniske færdigheder. Det er vigtigt, at træningstemaerne gentages ofte, så der ikke går for lang tid, inden der bliver arbejdet med det enkelte tema. Hvis der eksempelvis går 2 måneder, inden der arbejdes med orientering igen, så har spillerne sandsynligvis glemt, hvad der er vigtigt ift. orientering, og dermed vil det som træner føles som om, at man skal starte forfra. Hvis man derimod sørger for at arbejde med temaet med jævne mellemrum, ikke nødvendigvis en hel træning men dele af en træning, så kan man starte på det niveau man sluttede på sidste gang, man arbejdede med temaet, og dermed kan man bygge videre på det og øge spillernes forståelse og læring.

Træningstemaerne bliver mere taktisk præget mod slutningen af perioden, da spillerne nu har forbedret deres tekniske færdigheder, som de dermed skal forsøge at bruge i mere komplekse spilsituationer. De tekniske temaer har derfor oftest et underliggende taktisk tema. Vi mener, at det er vigtigt også at træne spillernes tekniske færdigheder i funktionelt spil. En yderligere grund til at træne flere spiløvelser er, at vejret bliver koldere i løbet af efteråret og henover vinteren. Når det er koldt, bør spillerne træne med højere intensitet og mere bevægelse, så de ikke kommer til at fryse i løbet af en træning. Generelt er det altid en god ide at tage højde for vejret og temperaturen, når man planlægger sin træning. 

 

© Copyright KB 2012